Raabjerg Mile

Igennem store dele af 1500- og 1600-tallet var området ved Skagen – som andre steder langs Jyllands vestkyst – hærget af sandflugt hvor sandet blev ført ind fra vest og samlede sig i store klitter som drev ind over landet. Sandflugten kan være opstået af flere grunde: Dels var der en overgang med køligere klima (kaldet “den lille istid”) og det betød at havet trak sig lidt tilbage og blotlagde mere sandstrand; dels en mere intensiv udnyttelse til husdyrhold og tørvegravning. Raabjerg Mile

Sandflugten ødelagde landbrugsjord, tilsandede vejene og drev folk fra deres hjem. Den tilsandede kirke står stadig som et minde om den tid, hvor de fleste af det tilhørende sogns gårde og huse forsvandt. Sidst i 1800-tallet købte staten et stort område mod at man fik anlagt en jernbane og bedre vejforbindelse til Skagen By. For at stoppe sandflugten, plantede man bl.a. marehalm og anlagde klitplantager med forskellige nåletræer som kunne klare de vanskelige vækstforhold. Men selvom plantagerne fik bugt med sandflugten, forsvandt samtidig nogle storslåede naturarealer og det medførte protester fra bl.a. Jeppe Aakjær. Diskussionen endte med at staten i 1900 købte området omkring Råbjerg Mile for at den kunne bestå som naturområde og som et monument over hvad sandet før havde medført af ødelæggelser.

MILEN Raabjerg Mile

Milen indeholder 3,5 millioner m³ sand[2], dækker et areal på ca. 1 km² og har en højde omkring 20 m hvilket bringer milens højeste punkt 40 m over havoverfladen[3]. Siden år 1900 har den rykket sig 1500 m mod øst, og i dag bevæger den sig med gennemsnitligt 15 m året, hvilket vil betyde at den om 100-200 år vil have dækket hovedvejen til Skagen. Træer og andet som bliver dækket af milen, dukker op på den anden side efter omkring 40 år, når milen har passeret. Vestsiden kaldes afblæsningsfladen og herfra føres sandet med den fremherskende venstenvind og lægger sig i læ på den stejle østside af klitten. Sandet fjernes fra afblæsningsfladen så længe det er tørt, så det ophører når grundvandsspejlet nås. Da grundvandsniveauet vil variere fra år til år efter tørkeforholdene, vil milens “fodspor” have fordybninger hvor der dannes søer, kaldet “milesøer”, som dog kan tørre ud i perioder. Når disse milesøer dannes, er de nærringsfattige og vegetationsløse, men efterhånden rykker siv og forskellige græsarter ind.

Subscribe

Subscribe to our e-mail newsletter to receive updates.